Det inderste lag

“Husk nu en undertrøje!” blev vi formanet af en ældre sygeplejerske, da vi var indlagt efter min første fødsel og havde givet Luna sit alleførste tøj på. Formaningen blev naturligvis givet i bedste mening, men jeg glemmer aldrig tonefaldet og den frygteligt dårlige samvittighed det gav mig, at jeg ikke kunne finde ud af at give min lille baby passende tøj på. Var næsten bange for, om det kunne have gjort skade på hende. Man er så sårbar, og der skal så lidt til, før man bliver bange og bekymret, når man lige har har fået sådan et lille hjerte i armene.
Nå. Men vi havde altså ingen undertrøjer. Kun kortærmede bomuldsbodystockings, som vi i god tro havde købt til vores sommerbaby, så sådan én blev det. Jeg kendte godt til uld til babyer, men havde kun forbundet det med vintergarderoben, og ingen havde fortalt mig, at undertrøjer var nødvendigt. Eller underbodystockings om man vil.
Nu prædiker jeg om det inderste lag til babyer og småbørn til alle, der gider lytte. Der er en mærkbar forskel på mine børns temperatur med og uden undertrøje - særligt da de var små babyer. Mit yndlingsmateriale til alle årstider er kombinationen af uld og silke (70/30 lyder fordelingen ofte), som er fantastisk tempererende, blødt, let og kradsefrit. Det er kun på de allervarmeste sommerdage - der hvor de nok snarere bare er nøgne, at mine børn ikke har deres uld/silke-undertrøjer på. Ren uld har vi også været glade for, men det er en smule varmere og har lettere tendens til at kradse på sart børnehud.
Jeg er ofte stødt på kombinationen uld/bomuld, hvor stoffet består af bomuld inderst og uld yderst, og det er ikke anbefalelsesværdigt, da man så vil gå glip af de gavnlige egenskaber af ulden helt tæt ved huden, som det inderste lag. Dog har jeg hørt godt om denne type undertrøjer til børn med børneeksem, som ikke kan tåle at have ulden direkte på huden, og i det tilfælde vil det klart være bedre end ingenting.

Nogle af grundene til at uld er så velegnet til undertøj til små børn er, at:

• Uld virker isolerende, og vil derfor sørge for, at holde på kropsvarmen, når det er koldt, og holde varmen ude, når det er varmt.

• Det kan optage en meget stor mængde væske uden at føles vådt og på den måde transportere sved væk fra kroppen (silke besidder samme egenskab).

• Uld er selvrensende, og skal derfor sjældent vaskes.

Uld og silke kræver dog lidt mere omhyggelig vedligeholdelse end bomuldstøj:

• Uld skal som nævnt ovenfor ikke vaskes ofte, men undertrøjer til babyer og børn er efter min erfaring ret udsatte for diverse pletter, der kræver en skånsom vask relativt ofte.

• Ofte anbefales det at vaske uld og silke i hånden, men jeg har dog altid vasket børnenes undertrøjer i maskinen på uldprogram ved 30 grader, og de er stadig i meget fin stand. Tørretumbler er no go.

• Husk at bruge uldvaskemiddel/finvask uden enzymer, som vil ødelægge fibrene i både uld og silke.

• Uld kan vedligeholdes med en lanolinkur, som opretholder eller genopretter de gode egenskaber efter at ulden er blevet vasket mange gange.

• Uheld op ad ryggen er virkelig ærgerligt i lækre, lyse uldundertrøjer, som ikke kan få 60 grader i vaskemaskinen, men denne pletfjerner har vi efterhånden købt rigtig mange af, for den tager de gule pletter (og alle mulige andre pletter) rigtig fint, hvis man er lidt hurtig.

• På solrige dage kan det anbefales at hænge undertrøjer med rester af pletter ud, da solen nemt bleger pletterne, så de ikke længere ses.

• Hvis man passer godt på undertrøjerne kan de sagtens gemmes og gives videre til søskende eller andre børn, da både uld og silke er slidstærke og holdbare materialer.

Vi har været særligt glade for bodystockings og undertrøjer i økologisk uld og silke fra Iobio. Kvaliteten er rigtig god, undertrøjerne er tynde og bløde, men slidstærke, og så kommer de i dobbeltstørrelser, det vil sige med to sæt trykknapper mellem benene, så de holder dobbelt så længe. Desuden fås de med både kimonolukning, knap i skulderen og som undertrøje og med korte og lange ærmer samt uden ærmer. Ellers har vi også brugt bodystockings i ren uld fra Coops eget mærke og fra Joha (som jeg har hørt rygter om, bliver produceret det samme sted), som også har været gode og holdbare, og som vi har haft i praktiske mørke farver, hvor man ikke skal bekymre sig om gule pletter. Dilling laver også fine økologiske bodystockings og undertrøjer i både ren uld og uld/silke. Hvis ikke man har et specifikt ønske om det, er det min anbefaling at gå efter materialesammensætninger uden bomuld eller polyester.

Bodystocking i uld/silke med kimonolukning og korte ærmer fra Iobio, i uld/silke uden ærmer fra Dilling og i ren uld med knap og korte ærmer fra Friends

Som nævnt er det virkelig sjældent, at uld/silke-kombination har været for varm til mine børn, men et godt tip er, at mærke efter i barnets nakke eller på brystet for at få et retvisende billede af deres temperatur. Hvis nakken er fugtig og svedig, har barnet det for varmt, og hvis den føles kold, skal det nok have noget varmere tøj på. Ved spædbørn kan både hænder og fødder føles ret kolde, uden at barnet nødvendigvis har det koldt, da blodomløbet endnu ikke er færdigudviklet.

Den dag jeg fik et strækmærke

Jeg vil gerne begynde med at fortælle om en dag i min graviditet med min yngste datter Klara.

Jeg, min mand og vores ældste datter Luna vågnede om morgenen og spiste morgenmad sammen. Luna fik tøj på og blev gjort klar til vuggestue, og hun og min mand cyklede afsted mod arbejde og vuggestue. Selv skulle jeg på studie, men skulle møde hen ad formiddagen, så jeg havde god tid til at gøre mig klar og komme afsted. Da jeg stod foran spejlet med bar mave og børstede tænder, lagde jeg mærke til et lillebitte strækmærke nederst på min mave. Så lille, at jeg var i tvivl, om det rent faktisk var et strækmærke, men stort nok til bogstaveligt talt at ødelægge resten af min dag. Jeg fik ingen strækmærker på maven i min første graviditet, og var, når jeg ser tilbage, underligt glad for det - næsten stolt af det. Efter min frygtelige opdagelse brugte jeg lang tid på at lave strækmærkerelaterede søgninger på Google, nærstudere det lille mærke, som sad akavet nederst på min mave og generelt bare bekymre og ærgre mig rigtig meget. Jeg kom ud af døren lidt for sent, så min bus, da jeg stod på den modsatte side af vejen, løb ud for rødt lys med tankerne et helt andet sted. Jeg nåede bussen, og sad i den i 45 minutter(!), før jeg opdagede, at det ikke var den rigtige bus. Det lillebitte strækmærke fyldte stadig hele min bevidsthed, men jeg kom af ved det næste stop og fik mig selv fragtet tilbage til et stoppested, hvor jeg kunne komme med den rigtige bus. Jeg var halvvejs i panik over mit åndssvage stunt OG over mit endnu mere åndssvage strækmærke, så jeg ringede til min mand, og brød sammen i gråd (jeg kan ikke udelukke, at der ikke har været nogle hormoner, der også har spillet ind her). Den forkerte bus og at jeg ville komme en time for sent til forelæsning var træls, men strækmærket fyldte det meste af min grådkvalte samtale med ham. Resten af dagen var jeg kun i mit hoved, tjekkede strækmærket i spejlet, når jeg gik på toilettet, og fik selvfølgelig min mand til at nærstudere det (mange gange) og give mig sin vurdering af det i løbet af eftermiddagen og aftenen.

Ovenstående fortælling lyder helt, helt vanvittig nu, men det var så virkeligt for mig. Jeg var virkelig ked af det strækmærke og måtte arbejde meget aktivt med mig selv for ikke at lade mig gå på af det de efterfølgende dage. Det lille strækmærke fik selskab af en række (små) strækmærker, som stadig ses, ja, men som også allermest ligegyldige, næsten et lidt hyggeligt minde om min anden graviditet. Måske vil jeg forsøge at smøre dem med noget, når jeg ikke ammer længere. Måske.
Jeg er klar over, at der findes strækmærker, som er både store og smertefulde, og det er naturligvis en helt anden historie, men jeg synes, at det er skræmmende, hvor meget og hvor negativt det påvirkede mig at opdage et strækmærke på min andengangsgravide mave i uge 32. Jeg havde aldrig selv gættet på, at det ville have så stor betydning inden, og når jeg ser tilbage, virker det helt skørt. Ikke desto mindre tror jeg, at det for mange gravide er et ret stort emne. Vi både frygter det og forsøger at forebygge det med creme, olie, massage, masker.
Forestillingen om perfekt, glat hud uden bumser, rynker, folder, strækmærker osv. fylder trods modreaktioner virkelig meget i mediebilledet, og produkter mod strækmærker er vel nærmest et marked i sig selv. Derfor fylder det naturligt også meget i hovedet på forbrugeren, den gravide. En hurtig søgning på Google resulterer i side efter side med opskrifter på, hvordan du forebygger, fjerner, mindsker, slipper af med strækmærker - men også en side på sundhed.dk, der fortæller, at op mod 90% af gravide kvinder oplever strækmærker, og at der ikke findes en effektiv, dokumenteret behandling af dem. Alligevel var jeg ret religiøs med at smøre maven ind i begge graviditeter. Det føltes rart at gøre et eller andet, og ikke desto mindre bliver huden jo strukket vældig meget ud og kan føles både tør og kløende under graviditeten, så ekstra fugt og pleje vil under alle omstændigheder være et en god idé.

Ønskescenariet ville være en større accept af de strækmærker, som er så almindelige og uskadelig. At vi passer godt på huden på maven, når vi er gravide. Smører den med solcreme i solen, en god olie eller creme for at pleje den, og ellers bare slutter fred med strækmærkerne, måske endda lærer at holde lidt af dem for hvad de er; et minde om en graviditet. Men jeg kunne ikke lade være med at undersøge det, kigge lidt mere rundt. Er der virkelig ikke noget, der virker?
Den bedste løsning for mig selv var at smøre med ren økologisk koldpresset hybenkerneolie, som indeholder A-vitamin, der skulle have nogen dokumenteret effekt mod ar. Det var simpelt og nemt at få fat i og så gjorde jeg noget. Olien er orange og smitter ret meget af, så pas på med hvide lagner, håndklæder og kjoler.

Urtegaarden Hybenkerneolie

Anette fra bloggen Beautyspace stoler jeg på og vender altid tilbage til, når det handler om hudpleje. Hun har skrevet dette indlæg, hvor hun skriver lidt om, hvad der virker mod strækmarker - i en aller anden grad. Desuden har hun også skrevet dette indlæg om Bio-Oil, der for mange er et go to-produkt under graviditet. Jeg bliver altid klogere, når jeg læser med på Beautyspace, og i en jungle af produkter og anmeldelser er bloggen for mig et anker, jeg ofte vender tilbage til.
Gode, fugtgivende, simple olier og cremer er dog altid dejlige. Jeg elskede (og elsker) disse til både maven og resten af kroppen:

Derma Body Oil, Matas Natur Aloe Vera & E-vitamin Bodylotion, Rudolph Care Mommy & Me og Rudolph Care Body Oil

Pas på jer selv, maven, den lille indeni, huden udenpå. Smør den, eller lad være, hvis den føles blød og fin - umiddelbart har strækmærker deres eget liv og er ikke lige sådan at smøre væk.

Tanker om hjemme- og hospitalsfødsler

Antallet af hjemmefødsler er steget de seneste år, og det er mit klare indtryk, at valget mellem en hospitalsfødsel og en hjemmefødsel i høj grad i dag er en del af den gravides bevidsthed, når hun sammen med sin partner forbereder sig til fødslen. Der er helt givet mange faktorer, som spiller ind og som har givet hjemmefødsler den nyfundne popularitet, men én faktor, som for mig at se, må være helt central, er et ønske om at få en fødsel, som er mere naturlig, end hvad man måske har oplevet eller forestiller sig, at den vil være på et hospital.
Min baggrund for at skrive om fødsler i dette perspektiv er primært mine egne to fødselsoplevelser, som er en slags blanding af de to fødselsscenarier hjemme og på hospitalet. Derfor vil jeg begynde med kort at beskrive mine egne forløb og erfaringer.

I 2015 blev jeg gravid med min ældste datter, og der var ingen tvivl for mig. Helt fra begyndelsen kunne jeg ikke forestille mig andet end en hjemmefødsel. Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke sætte fingeren på helt præcist, hvad der gjorde mig så sikker, men sikkerheden var klart en stor fordel for mig i forberedelsen af min fødsel, og ikke mindst når jeg skulle stå til måls for især bekymrede familiemedlemmer, der helt til det sidste mere eller mindre subtilt prøvede at tale mig fra at skulle føde hjemme. Jeg endte desværre ikke med at få en hjemmefødsel - fødslen trak ud (rigtig meget ud), Luna begyndte at blive påvirket af veerne, jeg var udmattet og havde brug for ro i form af en epiduralblokade. Jeg endte med efter fødslen at have en meget stor blødning, så min jordemoders beslutning om en overflytning var både god og rigtig, og jeg var på ingen måde ked af at “gå glip” af min ønskede hjemmefødsel. Timerne derhjemme i fødekarret, med Friends på tv’et og med mit gode lille hold var så dejlige, men efter flere døgn med veer var en epiduralblokade det helt rigtige for mig, og fødslen, indtil blødningen, var fin og ukompliceret.
Da jeg igen i 2017 blev gravid, vidste jeg, at det ikke var en god idé med en hjemmefødsel efter oplevelsen med den store blødning ved min første fødsel, så jeg forberedte mig på en hospitalsfødsel fra begyndelsen - stadig med et stort ønske om at gøre den så naturlig og “hjemlig” som mulig. Jeg endte med først at lande på hospitalet ret sent i forløbet, 9 cm. åben, men havde alligvel nogle timer på en fødestue. Jeg havde tidligere hørt jordemødre snakke om, at man kan gøre en hospitalsfødsel hjemlig, men måske ikke troet helt på det. Det kan man. Og det gjorde vi. Det hele var så rart og roligt, jeg havde min jordemoder med hele vejen igennem, jeg var i vand, drak min bedstemors hjemmelavede saft i stedet for det syntetiske hospitalssaft, hørte rolig musik, spiste Familieguf (ja!) - og så havde vi hjemmebagte boller med, som blev ristet til os efter fødslen i stedet for toastbrød. Min eneste smertelindring var vand, og jeg følte ikke, at hverken jeg eller min jordemoder var mere tilbøjelig til at snakke om epidural eller andet, selvom vi var på hospitalet. Da Klara var blevet født, endte jeg faktisk med en endnu større blødning end første gang, og igen føltes det rigtigt og godt, at vi havde taget den anbefalede beslutning om at føde på hospitalet.

På papiret, og i virkeligheden selvfølgelig, er der fantastisk mange fordele ved at føde hjemme. Du skal ikke bekymre dig om at flytte dig (og i den forbindelse risikere at stoppe fremgangen i dit fødselsforløb), du og din partner er hjemme i jeres trygge base, I ved begge, hvor alt er, fødslen bliver højst sandsynligt ret naturlig, eventuelle ældre søskende kan være med eller hjemme, og I skal ikke flytte jer efter fødslen med et lille spædbarn. Alt sammen er også faktorer, der spiller positivt ind i produktionen af oxytocin, kærlighedshormonet, som er så vigtigt under en fødsel. Jeg elskede virkelig både ideen om at føde hjemme og også de timers “hjemmefødsel” jeg fik. Det var ligeså så fint og roligt, som jeg havde håbet på, og selvfølgelig ville jeg helst have haft hele min fødsel derhjemme.
Men heldigvis har vi hospitaler til at håndtere situationer som f.eks. min blødning og andre uhensigtsmæssigheder i forbindelse med fødsler. Og selvfølgelig til at tage imod alle de fødende, som er mest trygge ved at planlægge en hospitalsfødsel af den ene eller den anden gode grund. Ligesom det for nogen er det allermest naturlige og trygge at føde derhjemme, giver det virkelig god mening at være mest tryg ved en hospitalsfødsel. Hvis noget akut opstår, er man på stedet, og skal ikke pludselig flyttes. Hospitalet er selvklart et trygt sted, hvis man gerne vil have den sikkerhed. Og så ER det altså også muligt at “indtage” fødestuen og gøre den til sin egen, som vi gjorde med min bedstemors saftevand og Melody Gardot i højttalerne. En hospitalsfødsel kan sagtens være smuk og fin og rolig.

En ting, som både naturligt og ærgerligt nok, er blevet til en del af mine fødselsoplevelser, er folks reaktioner på og meninger om mine fødsler og deres placeringer, og jeg tror, at det er et problem, som særligt hjemmefødende støder på. Som jeg tidligere har nævnt, var der specielt mange familiemedlemmer, som både var bekymrede og mente, at de burde have en stemme i forhold til min beslutning om at føde hjemme. Det er overraskende svært at se ud over velmente råd, selvom man er dybt uenig i dem, når man er i en så sårbar position, som en graviditet er, og jeg brugte ret meget energi på at gøre mig fri af dem. Efter min blødning under min første fødsel fik jeg alt for mange kommentarer om, at “det var heldigt”, at vi var kommet på hospitalet, og de kom også ind under huden på mig i begyndelsen, jeg fik frygtelige “hvad nu hvis”-billeder for min nethinde. Jeg havde en efterfødselssamtale med min jordemoder, som hjalp mig meget, og så skrev jeg min fødselsberetning og snakkede meget om fødslen med alle, der ville lytte. Jeg skabte mit eget narrativ om min fødsel, tog den tilbage i min egen besiddelse igen, og det føltes virkelig godt.
Dét må være mit råd, hvis du skal træffe en beslutning om den ene eller den anden type fødsel og særligt, hvis du i den forbindelse bliver overvældet af andres meninger og reaktioner. Forsøg at gøre dig fri af dem, skab dit eget narrativ omkring din fødsel, tag dine (og din partners) egne beslutninger i forbindelse med den og hold fast i det, der giver mening for jer.
Jeg ville ønske, at jeg kunne lave en liste med fordele og ulemper ved at føde hjemme og på hospitalet, men for mig at se kan det ikke sættes så firkantet op. I sidste ende handler om det om, hvad du gør fødslen til, og hvor du føler dig mest tryg og rolig ved at skulle føde.