Antallet af hjemmefødsler er steget de seneste år, og det er mit klare indtryk, at valget mellem en hospitalsfødsel og en hjemmefødsel i høj grad i dag er en del af den gravides bevidsthed, når hun sammen med sin partner forbereder sig til fødslen. Der er helt givet mange faktorer, som spiller ind og som har givet hjemmefødsler den nyfundne popularitet, men én faktor, som for mig at se, må være helt central, er et ønske om at få en fødsel, som er mere naturlig, end hvad man måske har oplevet eller forestiller sig, at den vil være på et hospital.
Min baggrund for at skrive om fødsler i dette perspektiv er primært mine egne to fødselsoplevelser, som er en slags blanding af de to fødselsscenarier hjemme og på hospitalet. Derfor vil jeg begynde med kort at beskrive mine egne forløb og erfaringer.
I 2015 blev jeg gravid med min ældste datter, og der var ingen tvivl for mig. Helt fra begyndelsen kunne jeg ikke forestille mig andet end en hjemmefødsel. Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke sætte fingeren på helt præcist, hvad der gjorde mig så sikker, men sikkerheden var klart en stor fordel for mig i forberedelsen af min fødsel, og ikke mindst når jeg skulle stå til måls for især bekymrede familiemedlemmer, der helt til det sidste mere eller mindre subtilt prøvede at tale mig fra at skulle føde hjemme. Jeg endte desværre ikke med at få en hjemmefødsel - fødslen trak ud (rigtig meget ud), Luna begyndte at blive påvirket af veerne, jeg var udmattet og havde brug for ro i form af en epiduralblokade. Jeg endte med efter fødslen at have en meget stor blødning, så min jordemoders beslutning om en overflytning var både god og rigtig, og jeg var på ingen måde ked af at “gå glip” af min ønskede hjemmefødsel. Timerne derhjemme i fødekarret, med Friends på tv’et og med mit gode lille hold var så dejlige, men efter flere døgn med veer var en epiduralblokade det helt rigtige for mig, og fødslen, indtil blødningen, var fin og ukompliceret.
Da jeg igen i 2017 blev gravid, vidste jeg, at det ikke var en god idé med en hjemmefødsel efter oplevelsen med den store blødning ved min første fødsel, så jeg forberedte mig på en hospitalsfødsel fra begyndelsen - stadig med et stort ønske om at gøre den så naturlig og “hjemlig” som mulig. Jeg endte med først at lande på hospitalet ret sent i forløbet, 9 cm. åben, men havde alligvel nogle timer på en fødestue. Jeg havde tidligere hørt jordemødre snakke om, at man kan gøre en hospitalsfødsel hjemlig, men måske ikke troet helt på det. Det kan man. Og det gjorde vi. Det hele var så rart og roligt, jeg havde min jordemoder med hele vejen igennem, jeg var i vand, drak min bedstemors hjemmelavede saft i stedet for det syntetiske hospitalssaft, hørte rolig musik, spiste Familieguf (ja!) - og så havde vi hjemmebagte boller med, som blev ristet til os efter fødslen i stedet for toastbrød. Min eneste smertelindring var vand, og jeg følte ikke, at hverken jeg eller min jordemoder var mere tilbøjelig til at snakke om epidural eller andet, selvom vi var på hospitalet. Da Klara var blevet født, endte jeg faktisk med en endnu større blødning end første gang, og igen føltes det rigtigt og godt, at vi havde taget den anbefalede beslutning om at føde på hospitalet.
På papiret, og i virkeligheden selvfølgelig, er der fantastisk mange fordele ved at føde hjemme. Du skal ikke bekymre dig om at flytte dig (og i den forbindelse risikere at stoppe fremgangen i dit fødselsforløb), du og din partner er hjemme i jeres trygge base, I ved begge, hvor alt er, fødslen bliver højst sandsynligt ret naturlig, eventuelle ældre søskende kan være med eller hjemme, og I skal ikke flytte jer efter fødslen med et lille spædbarn. Alt sammen er også faktorer, der spiller positivt ind i produktionen af oxytocin, kærlighedshormonet, som er så vigtigt under en fødsel. Jeg elskede virkelig både ideen om at føde hjemme og også de timers “hjemmefødsel” jeg fik. Det var ligeså så fint og roligt, som jeg havde håbet på, og selvfølgelig ville jeg helst have haft hele min fødsel derhjemme.
Men heldigvis har vi hospitaler til at håndtere situationer som f.eks. min blødning og andre uhensigtsmæssigheder i forbindelse med fødsler. Og selvfølgelig til at tage imod alle de fødende, som er mest trygge ved at planlægge en hospitalsfødsel af den ene eller den anden gode grund. Ligesom det for nogen er det allermest naturlige og trygge at føde derhjemme, giver det virkelig god mening at være mest tryg ved en hospitalsfødsel. Hvis noget akut opstår, er man på stedet, og skal ikke pludselig flyttes. Hospitalet er selvklart et trygt sted, hvis man gerne vil have den sikkerhed. Og så ER det altså også muligt at “indtage” fødestuen og gøre den til sin egen, som vi gjorde med min bedstemors saftevand og Melody Gardot i højttalerne. En hospitalsfødsel kan sagtens være smuk og fin og rolig.
En ting, som både naturligt og ærgerligt nok, er blevet til en del af mine fødselsoplevelser, er folks reaktioner på og meninger om mine fødsler og deres placeringer, og jeg tror, at det er et problem, som særligt hjemmefødende støder på. Som jeg tidligere har nævnt, var der specielt mange familiemedlemmer, som både var bekymrede og mente, at de burde have en stemme i forhold til min beslutning om at føde hjemme. Det er overraskende svært at se ud over velmente råd, selvom man er dybt uenig i dem, når man er i en så sårbar position, som en graviditet er, og jeg brugte ret meget energi på at gøre mig fri af dem. Efter min blødning under min første fødsel fik jeg alt for mange kommentarer om, at “det var heldigt”, at vi var kommet på hospitalet, og de kom også ind under huden på mig i begyndelsen, jeg fik frygtelige “hvad nu hvis”-billeder for min nethinde. Jeg havde en efterfødselssamtale med min jordemoder, som hjalp mig meget, og så skrev jeg min fødselsberetning og snakkede meget om fødslen med alle, der ville lytte. Jeg skabte mit eget narrativ om min fødsel, tog den tilbage i min egen besiddelse igen, og det føltes virkelig godt.
Dét må være mit råd, hvis du skal træffe en beslutning om den ene eller den anden type fødsel og særligt, hvis du i den forbindelse bliver overvældet af andres meninger og reaktioner. Forsøg at gøre dig fri af dem, skab dit eget narrativ omkring din fødsel, tag dine (og din partners) egne beslutninger i forbindelse med den og hold fast i det, der giver mening for jer.
Jeg ville ønske, at jeg kunne lave en liste med fordele og ulemper ved at føde hjemme og på hospitalet, men for mig at se kan det ikke sættes så firkantet op. I sidste ende handler om det om, hvad du gør fødslen til, og hvor du føler dig mest tryg og rolig ved at skulle føde.